Fred på Sri Lanka

Fred på Sri Lanka her og nu

Der er i dag ingen våbenhvile på Sri Lanka.

Freden har formelt varet i perioden 23.februar 2002 – 02.januar 2008. Den singalesiske regering ophævede ensidigvåbenhvileaftalen d. 03. Januar 2008.

Freden kom i stand på norsk initiativ.

Med baggrund i en ny regeringsdannelse på Sri Lanka i februar 2002 lykkedes det ved norsk mægling at få indgået en våbenhvileaftale mellem den singalesiske regering (UNF-regeringen) og tamilernes modstandsbevægelse (LTTE). Aftalen, der blev underskrevet d. 23. februar 2002, omfattede bl.a. rekruttering og udsendelse af et nordisk våbenhvileobservatørkorps, kaldet Sri Lanka Monitoring Mission, SLMM.

Våbenhvileaftalen havde i det store og hele holdt siden indgåelsen i februar 2002 – december 2005. SLMM havde aktivt medvirket til dette, men havde dog også flere gange måttet gå ind i overtrædelser af aftalen – begået af begge konfliktens parter.

Frem til april 2003 gennemførtes 6 forhandlingsrunder mellem UNF-regeringen og modstandsbevægelsen, fortsat med Norge som mægler. De 6 runder blev afholdt både i Asien og i Europa.

Allerede ved det første møde i september 2002 i Bangkok kom et meget afgørende gennembrud, idet modstandsbevægelsen nu erklærede, at den ville kunne acceptere at få “substantiel autonomi”, og at kravet om dannelsen af en selvstændig stat kun ville være en “allersidste udvej”, hvis kravet om autonomi og selvbestemmelse ikke kunne opfyldes. Modstandsbevægelsen har siden da holdt fast i denne strategi.

Den singalesiske regering har ophævet våbenhvilen

Fra begge sider havde der været kræfter, der havde presset fastholdelsen af konflikten. På den singalesiske side havde der været grupper, der havde ønsket en hård kurs overfor tamilernes ønske om at få “substantiel autonomi”. Modsat havde der på den tamilske side været kræfter (såkaldte paramilitære enheder, som styres af Sri Lankas efterretningstjeneste) der havde anvendt voldelige metoder i forsøget på at sabotere fredsforhandlingerne.

I november 2005 blev Sri Lankas præmierminister Rajapakse valgt til ny præsident. Han vandte sin mandat ved at erklære krig mod tamilerne. Siden er konflikten eskaleret og mere end 5100 meldes dræbt.

Hvad er baggrunden for de mange årtiers krise og krig på Sri Lanka?

Krisen og krigen trækker bånd tilbage både til de sidste 27 års krig, men også længere tilbage til en oplagt diskriminering af de tamilske befolkningsgrupper i løbet af de første 20 år efter uafhængigheden, og inden da til den britiske kolonimagts forfordeling af det tamilske mindretal frem for det singalesiske flertal.

Krisen er således basalt set resultatet af kortsigtede løsninger på etniske og sociale problemer, som ingen tilsyneladende har haft tilstrækkelig vilje til at få løst endegyldigt.

Der var et stort potentiale for indenrigspolitisk stabilitet i forbindelse med Ceylons (senere Sri Lankas) selvstændighed i 1948.

Ceylon, senere Sri Lanka, har siden selvstændigheden i en vis forstand været præget af stor politisk stabilitet i form af et topartisystem, forstået på den måde at landet har været regeret af et af to dominerende partier, UNP og SLFP, begge partier med basis i de singalesiske befolkningsgrupper.

Fra 1948 til 1956 havde UNP magten. Fra 1956 til 1965 regerede SLFP. 1965-70 var det så igen UNP, som sad ved regeringsroret. Disse skift mellem de to store partier er fortsat frem til i dag.

Ingen af de to partier har kunnet demonstrere nogen stor støtte fra de tamilske grupper. Som eksempel herpå kan anføres, at de to partier i den tamildominerede nordlige provins kun fik ca. 9 % af de tamilske stemmer ved parlamentsvalget i 1977. UNP fik 8 % af disse stemmer, SLFP kun beskedne 1 %.

Netop ved den manglende vilje til at tage hensyn til den tamilske befolkning efter selvstændigheden i 1948 lægges grunden til konflikten, der 25 år senere udvikler sig til en krig. En krig, der er resultatet af kortsigtede løsninger på etniske og sociale problemer, som ingen tilsyneladende har haft tilstrækkelig vilje til at få løst endegyldigt. De 25 års optakt til krigen kommer af en øget diskriminering af den tamilske befolkning.

Eksempler på diskrimineringen af tamiler i forlængelse af Sri Lankas selvstændighed

Med de to store partiers dominerende rolle og med deres udprægede buddhistisk-singalesiske basis var grobunden skabt for stridigheder med tamilerne. Stridigheder, som udviklede sig fra politisk aktivitet til udenomsparlamentariske metoder til egentlig krig.

Under det britiske kolonistyre havde tamilerne en stærk position inden for f.eks. den offentlige administration, inden for højere uddannelser og inden for handel. En position tamiler straks efter uafhængigheden i 1948 så som værende truet. Eksemplerne på denne udvikling er mange.

  1. Lovgivningen i 1948-49 fratog de tamilske teplantagearbejdere deres muligheder for at opnå statsborgerskab og dermed mulighederne for at kunne stemme.
  2. Lovgivningen i 1956 erklærede sinhala som eneste officielle sprog i landet, og selv om det allerede i 1957 blev offentligt erklæret, at tamilsk skulle anerkendes som “sproget for en national minoritet” blev det først officiel politik i juli 1987.

Lovgivningen medførte et fald fra 1956, hvor 30 % af stillingerne i den offentlige administration var besat af tamiler, til blot 5 % i 1975. I dag udgør de tamilsk talende blot 8,4 % af de ca. 900.000 offentligt ansatte.

At lovgivningen kom i 1956 var nok ikke helt tilfældigt, idet man i Sri Lanka da netop festligholdt 2500-årsdagen for Buddhas fødsel. I forbindelse med denne Buddha Jayanthis fejring året igennem var det for de buddhistisk orienterede singalesere kun naturligt, at buddhismen og deres eget sprog skulle fremmes.

  1. I 1972, hvor landet skiftede navn til Sri Lanka, og i forbindelse med indførelsen af en ny grundlov skærpedes præferencen for singalesisk kultur og buddhisme, og mindretalsrettighederne blev beskåret, hvilket reelt medførte, at tamilerne blev nedgraderet til en slags andenklasses borgere.

Det skal pointeres, at den til enhver tid siddende regering, premierminister og præsident altid har været en singaleser.

Yderligere historisk baggrund:

Historie – befolkningsgrupper – indvandring – kolonimagter og selvstændighed

Indvandring til Ceylon

Øen Ceylon har været beboet i mere end 300.000 år. For ca. 5.000 år siden indvandrede singalesiske befolkningsgrupper fra Indien og blev ca. 800 år senere efterfulgt af tamilske hinduer, også fra Indien.

Denne senere indvandring skete nogenlunde samtidig med, at de singalesiske befolkningsgrupper konverterede til buddhismen. En ny, men noget mindre, indvandringsbølge fandt sted i 1870’erne, hvor tamilske tearbejdere fra det sydlige Indien fandt beskæftigelse i engelskejede teplantager på øen.

Det muslimske befolkningselement i dagens Sri Lanka udgør ca. 7 %. Disse grupper indvandrede til landet i perioden ca. 800-1500 efter nutidens tidsregning. Godt 93 % af muslimerne stammer fra arabisk indvandring af handelsfolk, mens ca. 5 % af muslimerne stammer fra malaysiske indvandrere i den periode, hvor både Ceylon og det nuværende Indonesien var under hollandsk styre.

Endelig findes der blandt muslimerne også en lille gruppe, der stammer fra det nordvestlige Indien/Pakistan. Igen var det primært handelsfolk, der søgte nye muligheder i Ceylon.

Disse forskellige indvandringer og dermed sammensætningen af øens befolkning samt de forskellige kolonimagters, ikke mindst England som den seneste kolonimagt, håndtering af de etniske grupper og disses involvering i kolonistyret er baggrunden for og i en vis forstand årsagen til den krig, der har hærget Sri Lanka siden 1983. Herom senere.

Udenlandsk dominans

Øen bestod af tre forskellige kongeriger før europæernes besættelse. Der var et tamilsk kongerige, som regerede de nordlige og østlige dele af øen. De andre to kongeriger var singalesiske og regerede resten af øen.

Ceylon var igennem mange århundreder underlagt fremmede magter: Først Cholariget i det sydlige Indien; i 1500 tallet overtog Portugal magten over øen. Senere fordrev Holland portugiserne for selv i 1795 at blive fordrevet af England, som blev den første af kolonimagterne, der kunne tage kontrol over hele øen.

I kølvandet på 2. Verdenskrig og følgende på selvstændigheden for Indien og Pakistan (i 1947) overdrog England i 1948 magten over øen til dens egne indbyggere. Det nye land, Ceylon, blev etableret som en selvstændig republik med tilknytning til det britiske Commonwealth of Nations. Landet skiftede navn til Sri Lanka (= Det strålende land) i 1972.

Hvem er krigens parter?

Singalesiske politiske partier

UNP, eller United National Party (Ekshat Jathika Pakshaya) blev grundlagt allerede i 1946 af bl.a. Don Stephen Senanayke, som blev landets første premierminister i 1948. En anden af UNP-grundlæggerne var S.W.R.D. Bandaranaike, som dog i 1951 brød ud og dannede sit eget parti, SLFP, Sri Lanka Freedom Party (Sri Lanka Nidahas Pakshaya).

Allerede i 1937 havde Bandaranaike dannet Sinhala Maha Sabha, en gruppering, der indgik i UNP i 1946, men som i 1951 dannede grundlaget for oprettelsen af SLFP. Bandaranaikes grundlæggende holdning var at fremme singalesisk kultur og fremme de singalesiske befolkningsgruppers interesser.

I løbet af 1950’erne medførte dette, at SLFP advokerede for en sprogpolitik, der kun skulle tillade singalesisk som officielt sprog i landet. Selvom både UNP og SLFP begge primært er partier, der har deres base i de singalesiske befolkningsgrupper, har UNP holdt sig fra en ekstrem singalesisk retorik og politik.

UNP opfattes også mere som et mere moderat konservativt parti, hvor SLFP opfattedes som et socialistisk/socialdemokratisk præget parti og med en udpræget singalesisk orienteret politik.

Familiepartier

Begge store partier har været og er fortsat i en vis udstrækning “familiepartier”. Da grundlæggeren af SLFP, S.W.R.D. Bandaranaike, i 1959 blev myrdet af en buddhistisk munk, blev han kort tid efter afløst på premierministerposten af sin kone, Sirimavo Bandaranaike, som dermed blev verdens første kvindelige premierminister.

Hendes datter er landets nuværende præsident, Kumaratunga, der i 1984 sammen med sin mand, Vijay Kumaratunga dannede et nyt singalesisk parti (SLMP), idet de mente, at hovedpartiet, SLFP, ikke længere respekterede de værdier, som SLFP var dannet på. Præsidenten er nu leder af dagens SLFP.

UNP har været kendt som et “onkel-nevø-parti”, hvor magten og ofte premierministerposten er gået i arv fra far til søn (i 1952), til onkel (i 1953), til nevø.

UNP’s nuværende premierminister, Wickremasinghe, er således også en del af denne familietradition, idet han er nevø til Sri Lankas første præsident, Junius Jayewardene, som i 1970 blev den politisk ledende skikkelse i UNP. Junius Jayewardene er ikke i direkte familie med UNP-grundlæggeren, men en noget fjernere slægtning, men dog således en del af familien.

Traditionen med stærke “familiepartier” er kendt fra øvrige lande i området, eksempelvis Indien, Pakistan og Bangladesh.

Med de to store partiers dominerende rolle og med deres udprægede buddhistisk-singalesiske basis var grobunden skabt for stridigheder med den tamilske befolkning. Stridigheder, som udviklede sig fra politisk aktivitet til udenomsparlamentariske metoder til egentlig krig.

Under det britiske kolonistyre havde tamilerne en stærk position inden for eksempelvis den offentlige administration, inden for højere uddannelser og inden for handel. En position tamiler straks efter uafhængigheden i 1948 så som værende truet. Eksemplerne på denne udvikling er, som ovenfor nævnt, mange.

Tamilske partier

Tamilernes politiske tilhørsforhold var fordelt på en række partier uden større politisk indflydelse. På trods af de åbenlyse urimeligheder, tamilerne som befolkningsgruppe blev udsat for i løbet af de første 20-25 år efter uafhængigheden i 1948, arbejdede man meget længe rent politisk og parlamentarisk.

Den overvejende holdning blandt ledende tamiler var, at de bedst fremmede deres forhold ved politisk samarbejde med det regerende parti.

Først i midten af 1950’erne, efter introduktionen af singalesisk som eneste officielle sprog, begyndte man at overveje andre metoder end samarbejdspolitikken inden for en helstatsfunktion. Nogle begyndte at tale om en føderal ordning. Et emne, som dog i de første mange år ikke nød den store støtte, selv blandt tamiler.

Man skulle helt hen til begyndelsen af 1970’erne, hvor bl.a. ophævelsen af en række mindretalsrettigheder fik flere af de tamilske partier til at slutte sig sammen i Tamil United Front, TUF, som i 1976 skiftede navn til Tamil United Liberation Front, TULF, med et samtidigt krav om oprettelsen af et selvstændigt land for tamilerne, Tamil Eelam.

Radikaliseringen af tamilerne kom bl.a. i kølvandet på en væbnet opstand i 1971 blandt singalesiske unge i det sydlige Sri Lanka, hvor de havde dannet det marxistiske parti, Folkets Befrielsesfront, Janatha Vimukhti Peramuna, JVP. Opstanden blev slået hårdt ned.

Samtidig mente mange tamiler, at Indien også ville komme dem til hjælp i forbindelse med dannelsen af en tamilsk stat, på samme måde som Indien havde hjulpet Bangladesh til at vinde friheden fra det daværende Vestpakistan.

Radikaliseringen af især de unge tamiler blev kraftigt påvirket af nye krav til optagelsen på universiteterne, hvor man nu krævede højere adgangskarakterer for tamilske unge end for singalesiske unge. Dette accentuerede for de unge tamiler kun yderligere den diskriminering de igennem mange år havde været udsat for, og som havde medført, at tamilske unges optagelsesprocent på universiteterne var faldet fra 30 i 1948 til godt 6 i 1973.

 

Modstandsbevægelsen/LTTE og Prabhakaran

Samtidig med omdannelsen af TUF til TULF i 1976 dannedes i maj 1976 en tamilsk undergrundsgruppe, Tamil New Tigers, som hurtigt skiftede navn til Liberation Tigers of Tamil Eelam, eller LTTE, hvor en af grundlæggerne var den unge Velupillai Prabhakaran (født i november 1954).

Radikaliseringen af tamilerne kom tydeligt til udtryk ved parlamentsvalget i 1977, hvor TULF, der gik til valg på en fri tamilsk stat i det nordøstlige Sri Lanka, fik en klar valgsejr i de nordlige og østlige provinser og med 18 sæder i parlamentet blev det største oppositionsparti. UNP havde vundet valget med 140 pladser i parlamentet, mens SLFP faldt fra 92 pladser til blot 8.

I perioden fra 1977 til 1983 tog de politiske spændinger til og kulminerede parlamentarisk i oktober 1983, hvor samtlige TULF-parlamentarikere nedlagde deres pladser i parlamentet i protest mod et grundlovsændringsforslag. Dette ville indebære, at det ville være grundlovsstridigt at advokere for en selvstændig stat inden for Sri Lankas enhed.

Modstandsbevægelsen/LTTE kontra andre tamilske grupper

Samtidig med stridighederne mellem singalesere og tamiler kæmpede tamilske grupper også indbyrdes. De voldsomme begivenheder i 1983 i Sri Lanka (se nedenfor) førte til fremkomsten af i hvert fald 6 større tamilske modstandsgrupperinger.

Langsomt henover årene har LTTE skilt sig ud som den dominerende.

Dette skete bl.a. på baggrund af gruppens lederskab, målrettethed, disciplin, handlekraft og høje moral (som gav anerkendelse blandt tamiler) og indisk støtte, eksempelvis i 1986, hvor den indiske regering aktivt forsøgte at mægle mellem modstandsbevægelsen og den srilankanske regering. LTTE og andre grupper modtog efter sigende også støtte i form af våbenleverancer fra Indien.

LTTE fremtidssikrede sig dog ved at sikre sig indtægter fra tamiler verden over. De stod derfor langt bedre økonomisk rustet til at fortsætte den væbnede kamp.

Krigen fra 1983-2006, et mere end tyveårigt perspektiv

1983 – den væbnede modstand begynder

Endnu inden TULF i oktober 1983 trak sig ud af parlamentet, havde alvorlige sammenstød mellem tamilske modstandsgrupper og regeringen givet startskuddet til den mere end 20 år lange borgerkrig, som endnu ikke er afsluttet.

Den 23. juli 1983 mistede 13 soldater fra den singalesiske hær livet i et baghold i Jaffna i det nordlige Sri Lanka som hævn for drabet på modstandsfolkene. Dette førte til meget voldsomme angreb på civile tamiler i Colombo i dagene derefter. Man skønner, at der i ugen fra den 24. til den 31. juli blev dræbt over 3.000 tamiler af rasende singalesere. Man mener, at kriminelle singalesiske bander med tilknytning til regeringspartiet UNF flere steder var aktive i disse pøbeloverfald.

Den ulmende konflikt mellem de to befolkningsgrupper slog derefter over i væbnet krig. Der er nogle, der mener, at der er en meget direkte linje fra sammenstødene den 24. juli 1983 i Colombo til LTTEs angreb 18 år senere den 24. juli 2001 på Colombos civile og militære lufthavne (hvor ingen civile mistede livet), og datoen blev valgt meget præcist for at binde båndene tilbage til overfaldene og drabene på civile tamiler i Colombo.

image001

Igennem den mere end tyveårige krig har kampene mellem modstandsbevægelsen og singalesiske regeringsstyrker bølget frem og tilbage.

Som nævnt ovenfor har LTTE over årene udviklet sig til den eneste rigtigt magtfulde tamilske modstandsbevægelse.

Forsøg på fredsforhandlinger

Der har i løbet af årene været flere tiltag til at få afsluttet borgerkrigen. Tilbage i 1985 gennemførtes i Bhutan de første fredsforhandlinger mellem parterne, dog uden at disse førte til noget resultat.

Den singalesiske regering bad i 1987 Indien om hjælp til at få tamilernes modstandsbevægelse, LTTE, tilbage til forhandlingsbordet. De to lande enedes samtidig om, at der i Sri Lanka skulle etableres tamilske områder med regional autonomi. En ordning, som tamilernes modstandsbevægelse dog afviste som utilstrækkelig, da tamilske områder ikke var samlet.

I stedet for at virke som fredsmægler gik Indien nu ind på den singalesiske regerings side, da modstandsbevægelsen ikke bøjede sig for Indiens pres. De indiske tropper indledte i oktober 1987 en militær offensiv mod medlemmer af modstandsbevægelsen, uden dog at kunne nedkæmpe disse. Frustrerede over de manglende fremskridt og den omfattende modstand mod indiske troppers tilstedeværelse over hele øen forlod de Sri Lanka i løbet af 1990, og den nye præsident i Sri Lanka, Premasada, og modstandsbevægelsen indledte nye fredsforhandlinger igen, dog uden positive resultater.

Kumaratunga træder ind på scenen

I maj 1993 trådte Chandrika Bandaranaike Kumaratunga ind på den politiske scene i Sri Lanka. Hun var nærmest blevet født til en politisk karriere. Både hendes far og mor havde været premierministre i Sri Lanka. Selv havde hun, som nævnt ovenfor, sammen med sin mand dannet et nyt parti. Hendes mand blev dræbt i 1989, man mener, det var yderligtgående singalesere, JVP, der stod bag.

I 1993 blev hun som 47-årig valgt ind i provinsregeringen i den vestlige provins, hvor hun blev valgt som Chief Minister. Allerede året efter blev hun som medlem af Peoples Alliance, hvor hendes parti, SLFP, er det største, valgt ind som parlamentsmedlem og som PA-alliancens premierministerkandidat. Hun blev udnævnt til premierminister i august 1994 og endte dermed en periode på 17 år med UNP som regeringsledende parti.

De sidste 16 måneder havde premierministerposten været besat af Ranil Wickremasinghe, som i 1994 altså måtte overlade posten til Chandrika Kumaratunga og hendes PA-koalition.

Meget hurtigt efter premierministervalget stillede Chandrika Kumaratunga op til præsidentvalget, hvor hun blev valgt med et overvældende flertal på 62 % af de afgivne stemmer. Flertallet af tamilerne stemte på hende, da hun under sin valgkampagne lovede fredsforhandlinger med tamilernes modstandsbevægelse, LTTE.

Den nyvalgte præsident tog hurtigt initiativ til en ny, tredje runde fredsforhandlinger med tamilernes modstandsbevægelse. LTTE kvitterede i januar 1995 ved at erklære våbenhvile og løslod nogle tilfangetagne singalesiske soldater. Våbenhvilen varede dog kun nogle måneder, før den væbnede konflikt brød ud igen, da præsidenten trak tiden ud under hele forhandlingsperioden og heller ikke overholdte sine løfter. I 1999 udskrev præsidenten valg et år før udløbet af sin valgperiode og blev genvalgt.

Jaffna-halvøen – Elefantpasset – 11. september 2001

I løbet af de næste par år rasede krigen med store tab på begge sider. Ikke mindst genvandt LTTE i marts 2000 kontrollen med den smalle landtange kaldet Elefantpasset, der forbinder Jaffna-halvøen med resten af landet, samt kontrollen med den nord-syd-gående hovedvej, A9. Desuden foretog LTTE den 24. juli 2001 angreb på Colombos civile og militære lufthavne (hvor ingen civile mistede livet). Et hårdt slag for den singalesiske hær.

Især de to angreb bragte den singalesiske regering til en erkendelse af, at en militær løsning ikke kunne påtvinges over for tamiler. Og efter terrorhandlingerne i USA den 11. september 2001 og de nye politiske tendenser i det internationale samfund, især den manglende vilje til at adskille frihedskampe og deciderede terroraktioner, besluttede LTTE, at tiden var inde til at vise, at de er seriøse og gerne vil indgå i politiske forhandlinger. De så det som et passende tidspunkt til at vise omverdenen, at de er bevæbnede for at beskytte deres befolkning.

Der blev dermed skabt et bedre grundlag for de norske mæglingsbestræbelser, som var pågået siden 2000. Samtidig var der en del indenrigspolitisk manøvrering, hvor bl.a. det muslimske parti, Sri Lanka Muslim Congress, som ellers var parlamentarisk støtte for den siddende PA-koalitionsregering, trak sine 7 parlamentspladser væk fra regeringen, som dermed mistede sit flertal.

Præsidenten opløste parlamentet og indgik et par måneder senere en valgalliance med det marxistiske singalesiske parti, JVP. Da regeringen dermed igen fik flertal i parlamentet, genindkaldtes dette, for dog hurtigt igen at blive hjemsendt, idet regeringskoalitionen mistede sit flertal, efter at 8 PA-parlamentarikere skiftede side.

Der blev udskrevet nyvalg, hvor oppositionspartierne vandt komfortabelt og igen kunne danne regering under ledelse af det største parti, UNP, og igen med Ranil Wikremasinghe som premierminister. Denne gang stemte tamilerne på Ranil Wikremasinghe, fordi han gav et valgløfte om fredsforhandlinger. LTTE opfordrer tamiler til at stemme på fredskandidaten.

Den nye koalitionsregering, hvori bl.a. SLMC indgik, sad på 114 af parlaments 225 pladser, men fik også parlamentarisk støtte fra 15 pladser, der gik til tamilske politikere samlet i Tamil National Alliance, omfattende 4 tamilske partier.

UNF-regering i december 2001 – fredsprocessen accelereres

På Sri Lanka har den siddende præsident altid den afgørende magt.

LTTE erklærede den 19. december 2002 en ensidig våbenhvile og løslod den 23. januar 2002 ti krigsfanger for at vise deres vilje til fred. Meget hurtigt efter regeringsdannelsen lykkedes det ved den fortsatte norske mægling at få indgået en gensidig våbenhvileaftale med parterne.

Aftalen, der blev underskrevet den 23. februar 2002, omfattede bl.a. rekruttering og udsendelse af et nordisk våbenhvileobservatørkorps, kaldet Sri Lanka Monitoring Mission, SLMM.

Våbenhvileaftalen har i det store og hele holdt siden indgåelsen i februar 2002. SLMM har aktivt medvirket til dette.

Frem til april 2003 gennemførtes 6 forhandlingsrunder mellem UNF-regeringen (som reelt ikke havde nogen magt) og LTTE – fortsat med Norge som mægler. De 6 runder blev afholdt både i Asien og i Europa.

Allerede ved det første møde i september 2002 i Bangkok kom et meget afgørende gennembrud, idet LTTE nu erklærede, at man ville kunne acceptere at få “substantiel autonomi”, og at kravet om dannelsen af en selvstændig stat kun ville være en “allersidste udvej”, hvis kravet om autonomi og selvbestemmelse ikke kunne opfyldes. LTTE har siden da holdt fast i denne strategi.

Kun fremtiden vil kunne vise, om den singalesiske regering er i stand til at forstå/indse tamilernes kompromissøgende strategi. Den singalesiske regering havde tidligere anset denne strategi for at være en svaghed i tamilernes modstandskamp.

I april 2003 meddelte LTTE dog, at de trak sig fra fredsforhandlingerne i erklæret utilfredshed med manglende fremskridt i de omstridte nord- og østdistrikter. LTTE mente ikke, at regeringen levede op til våbenhvilens aftale om økonomisk udvikling i disse distrikter. Under fredsforhandlingerne oprettede parterne i enighed et organ, SHIRAN, som skulle have været med til at sikre den internationale hjælp til genopbygningen af det tamilske område. Men præsidenten opløste dette organ, som landets højeste ret også dømte grundlovsstridigt. Og befolkningen i disse områder kunne ikke mærke nogen fredsdividende.

Med samme begrundelse holdt LTTE sig væk fra en stor international donorkonference, der blev holdt i juni 2003 i Tokyo, hvor det internationale donorsamfund stillede 4,5 mia. US$ over en 4-års periode i udsigt som bistand til Sri Lanka i forbindelse med fredsprocessen og genopbygning efter indgåelse af en egentlig fredsaftale.

Norsk mægling – selvstyreadministration i nord og øst

Den 31. oktober 2003 overrakte LTTE via Norge regeringen sit forslag til en midlertidig administration, Interim Self-Governing Auhority. Forslaget blev modtaget positivt af regeringen, som mente, at det kunne bruges som udgangspunkt for de nødvendige drøftelser for at nå frem til en egentlig fredsaftale.

Daværende Præsident og med hende den politiske opposition i parlamentet, ikke mindst det meget singalesisk og ekstremt venstreorienterede JVP, et parti som klart går ind for en centralistisk styring af landet, mente derimod, at grænsen nu var nået for yderligere indrømmelser til LTTE. Præsidentens indgriben den 4. november 2004 i den politiske dialog mellem regeringen og LTTE førte til den aktuelle politiske krise, som er anført ovenfor.

Den tamilske modstandsbevægelses udspil af oktober 2003 om en midlertidig administration har således i første omgang lidt samme skæbne som tilsvarende tidligere forsøg på at indgå en aftale herom. De tidligere forsøg, i 1987 under en UNP-regering, og i 1995 og 1996 under en PA-regering, og forslaget fra UNF-regeringen tidligere i 2003 strandede alle på modsatrettede interesser: En centralistisk holdning hos regeringen og hos LTTE et ønske om decentral magtudøvelse.

Hvad er de nuværende udfordringer i fredsforhandlingerne?

Det er svært at have en dialog med en person, der slår dig samtidig.  Det er situationen for tamilerne i Sri Lanka lige p.t. Den singalesiske efterretningstjeneste foretager hensynsløse og voldelige aktioner mod civile tamiler, folkevalgte parlamentsmedlemmer, journalister, hjælpeorganisationer og modstandsbevægelsen. Den singalesiske regering gør intet for at skabe normale forhold for befolkningen i det tamilske område.

Den singalesiske efterretningstjeneste udnytter tamilske paramilitære grupper, udstyrer dem med våben og lader dem foretage aktioner mod LTTE og andre demokratiske kræfter både blandt tamiler og signalisere. Deres aktioner giver dobbelt effekt: Tamiler udslettes, og samtidig skabes modstand mod tamiler blandt singalesere og i det internationale samfund. Aktionerne ser ud som om, at det er LTTE som har været indblandet i dem. Dermed udstilles tamiler og LTTE som terrorister i udlandet. Det lykkes i rimelig grad.

Der er flere væsentlige grunde til det.

– For det første: En aktion mod LTTE foretaget fra “tamilske” militser ville se ud, som om tamilerne ikke står sammen om deres kamp.

– Tamilernes hjemland er isoleret fra omverden pga. den geografiske beliggenhed. Den geografiske isolation har den singalesiske regering udnyttet til fulde i sin propaganda mod tamiler på den internationale scene.

– Tamiler, der har haft topposter i den srilankanske administration, er/var tavse i forhold til konflikten, da de skulle bevare deres jobs.

– Samtidig er det singalesere, der er lokale korrespondenter for internationale medier som Reuters, AFP, AP osv. De sender prosingalesiske oplysninger, og de bruger typisk militæret som kilde.

 

Danmarks rolle i tamilernes fred

Tamilerne i Danmark er utroligt glade for dansk deltagelse i det nordiske observatørkorps. Samtidig bruger Danmark adskillige millioner kroner til udvikling på Sri Lanka. Det er en åben hemmelighed, at den singalesiske efterretningstjeneste arbejder på at sabotere fredsforhandlinger på Sri Lanka. Til det formål udnyttes nogle paramilitære grupper (navnlig Karunagruppen, EPDP). Disse paramilitære grupper har folk, som arbejder i Danmark. De driver hjemmesider for disse grupper.

 

Det er dem, som stod frem i medierne i Danmark og påstod, at tamilerne bliver tvunget til at give et bidrag til modstandskampen i deres hjemland. I forhold til denne påstand har Dansk Sammenslutning af Tamilske Organisationer, DSTF, åbent i medierne opfordret til, at personer, der føler sig truet af såkaldte “tigre”, skal gå til politiet. DSTF, som repræsentant for tamiler i Danmark, nævner altid over for tamiler, at danske love skal overholdes til punkt og prikke.

 

Tamilernes modstandsbevægelse i Danmark

I Danmark har tamilerne boet i ca. 23 år. Det er en befolkningsgruppe, der klarer sig rigtigt godt på det danske arbejdsmarked og i uddannelsessystemet. (Kilde: Årbog om udlændinge i Danmark 2004).

Modstandsbevægelsen, LTTE har ikke nogen repræsentanter i Danmark som er DSTF bekendt.

Den har aldrig arbejdet mod Danmark og danske interesser. USA har selv sagt, at LTTE ikke kan sammenlignes med al-Qaeda eller andre terrororganisationer. Frihedskampen foregår kun på Sri Lanka, primært i de tamilske områder, og den er ikke forbudt på Sri Lanka.

Ifølge den afgåede leder af SLMM, Ulf Henriksson, var forbud mod LTTE i EU en stærk medvirkende årsag til den forværrede situation.

Se her, hvordan du og den danske regering samt EU og verdenssamfundet kan hjælpe til en løsning

  • Undgå rejser (turisme) til Sri Lanka
  • Undgå samhandel med den singalesiske regering
  • Stop ulandshjælp og lån til den singalesiske regering
  • Ophæv terrorstemplingen af vores modstandsbevægelse, LTTE
  • Anerkend den fungerende tamilske stat – Tamileelam

Vi vil også anmode om, at der indledes en dialog med os hver gang, der opstår et alvorligt problem i forhold til tamiler.

At opgive vores væbnede kamp

Der er ingen mennesker, der ønsker at miste deres værdifulde liv, ej heller tamiler. Tamilerne startede en væbnet kamp, da den singalesiske regering ikke respekterede vores demokratiske fredelige protester og udøvede ekstrem vold mod fredelige demonstrationer. Tilliden til den singalesiske regering er da heller ikke til stede pga. tidligere og nuværende brud på løfter. Tamilernes oplevelse af singalesiske magthavere er, at ingen singalesiske leder vil medvirke til at finde en værdig løsning på konflikten.

Tamilernes historiske erfaringer gennem de sidste 58 år er, at vi selv skal forsvare os for ikke at blive totalt udslettet eller fordrevet fra vores jord.

Tamilerne ønsker ikke at overlade sikkerheden til andre, så længe freden ikke er opnået. Vi kan godt selv forsvare os og forvalte vores territorier.

Vi tamiler var en selvstændig nation og vi ville have vores selvstændighed tilbage. Vi har vores eget territorium, eget sprog, egen historie og kultur. Ikke nok med det: Vi har kontrol med over 65 % af de tamilske territorier.

image003

Vi vil ikke være afhængige af nogen. Vi kan og vil selv kæmpe vores kamp for selvbestemmelse.

Derfor appeller DSTF til følgende:

 

  • Vi ønsker det internationale samfunds anerkendelse af den fungerende tamilskstat – Tamileelam.

 

  • Vi forventer og ønsker politisk og moralsk opbakning til vores kamp.

 

  • Vi forventer, at tamilernes repræsentanter behandles med samme diplomatiske status som Sri Lanka.

 

  • Vi ønsker, at omverdenen bliver klar over og erkender, at den singalesiske regering træner og bevæbner tamilske paramilitære grupper, der foretager drab m.m. Den singalesiske regering får det derved til at se ud som om, disse drab begås af modstandsbevægelsen, LTTE, men dette er et falsk billede af den virkelige modstandsbevægelse.

 

image005

0 svar til Fred på Sri Lanka

  1. Pingback: DSTF » Stop etnisk udrensning mod tamiler i Sri Lanka