Historisk baggrund

Kort og godt om konflikten

  • Øen havde tre forskellige kongeriger før europæernes besættelse. Der var et tamilsk kongerige som regerede de nordlige og østlige dele af Øen. Andre to kongeriger var singalesiske og regerede resten af øen
     
  • Begge de store singalesiske partier (UNP og SLFP) har været og er fortsat i en vis udstrækning ”familie”- partier.
     
  • Det skal pointeres at den til enhver tid siddende regering, premierminister og præsident altid har været singalisere.
     
  • Bl.a. ophævelsen af en række mindretalsrettigheder fik flere af de tamilske partier til at slutte sig sammen i Tamil United Front, TUF, som i 1976 skiftede navn til Tamil United Liberation Front, TULF med et samtidigt krav om oprettelsen af et selvstændigt land for tamilerne, Tamil Eelam. Partiet fik en jordskredssejr og blev for første gang største oppositionsparti i Sri Lankas parlament.
  • Blandt de seks store modstandsbevægelser fik LTTE langsomt henover årene stadfæstet sin dominans blandt tamiler. Dette skete bl.a. på baggrund af dens lederskab, målrettethed, disciplin, handlekraft og høj moral (som gav anerkendelse blandt tamiler) og Indien støttede LTTE og andre grupper, efter sigende også i form af våbenleverancer.
  • Chandrika Kumaratunga blev i 1994 valgt med et overvældende flertal på 63% af de afgivne stemmer. Traditionen tro stemte flertallet af tamiler på hende, da hun under valgkampagnen lovede fredsforhandlinger med tamilernes modstandsbevægelse, LTTE.
  • Nyt parlamentsvalg i december 2001, hvor oppositionspartierne vinder komfortabelt og igen kan danne regering under ledelse af det største parti, UNP, og igen med Ranil Wikremasinghe som premierminister. Her stemmer tamilerne sædvanen tro på Ranil Wikremasinghe, da han giver valgløfte om fredsforhandlinger. LTTE opfordrer tamilere til at stemme på fredskandidaten.
  • Allerede ved det første møde i september 2002 i Bangkok kom et meget afgørende gennembrud, idet LTTE nu erklærede, at man ville kunne acceptere at få ”substantiel autonomi”, og at kravet om dannelsen af en selvstændig stat kun ville være en ”allersidste udvej”, hvis kravet om autonomi og selvbestemmelse ikke kunne opfyldes. LTTE har siden da holdt fast i denne strategi.
  • Især angrebene på den strategisk vigtige militærbase (Elefantpasset) i 2000 og angrebet på Sri Lankas militære og civile lufthavn i 2001 bragte Sri Lanka til en erkendelse af, at en militær løsning ikke kunne påtvinges over for tamilere. Og efter terrorhandlingerne i USA den 11. september 2001 mistede det internationale samfund viljen/ lysten til at adskille egentlige frihedskampe og deciderede terroraktioner. Derfor besluttede LTTE at tiden nu var inde til at vise, at de er seriøse og gerne vil indgå i politiske forhandlinger, samt de så det som et passende tidspunkt for at vise omverdenen, at de er bevæbnede for at beskytte deres befolkning.
  • Den tamilske modstandsbevægelses udspil af oktober 2003 om en midlertidig administration har således i første omgang lidt samme skæbne som tilsvarende tidligere forsøg på at indgå en aftale herom. De tidligere forsøg, i 1987 under en UNP regering, og i 1995 og 1996 under en PA regering, og forslaget fra UNF regeringen tidligere i 2003 strandede alle på modsatrettede interesser: En centralistisk holdning hos regeringen, og hos LTTE et ønske om decentral magtudøvelse.
  • Vi tamilere var en selvstændig nation, og vi ville have vores selvstændighed tilbage. Vi har vores eget territorium, eget sprog, egen historie og kultur. Ikke nok med det, vi har kontrol med 65% af tamilske territorier.