Den singalesiske regering ønsker egentlig en militær løsning på konflikten. Samtidig er det vigtigt at narre det internationale samfund ved at 'erklære', at regeringen ønsker en forhandlet løsning. Begge løsninger kan ikke effektueres samtidig, siger diplomater og eksperter.

Den singalesiske regering med præsidenten i spidsen overvejer kraftigt at forbyde LTTE i landet.

Singalesiske magthavere (politikere, buddhistiske munke og forsvaret)
mener, at de optræder illoyalt over for vesten (EU, USA, Canada og
Australien), der tog deres opfordring meget bogstaveligt og satte LTTE
på terrorlisten. De mener også, at LTTE nemt kan bekæmpes med militær
magt.

Regeringens dilemma består i at træffe endelig beslutning om
terror-stempling af LTTE. Så snart de sætter LTTE på terrorliste, vil
den snart seks-årige våbenhvile-aftale automatisk træde ud af kraft.
Våbenhvile-aftalen giver begge parter (LTTE og Sri Lankas regering)
samme status som forhandlingsparter.

Det er det sidste element i den
ellers temmelig skrøbelige aftale, som afholder parterne fra at føre en
egentlig krig mod hinanden.

Ironisk forståelse af våbenhvile-aftalen

Trods våbenhvile-aftalen og tilstedeværelsen af internationale
observatører  fører den singalesiske regering krig mod tamilerne med
kraftigt artilleri, luft-bombardementer, offensiver mod tamilske
forsvarsstillinger og yderligere besættelse af tamilske områder.

Samtidig er der indført økonomisk blokade, forbud mod fiskeri, lukning
af veje, oprettelse af nye militære lejre og højsikkerheds-zoner i tæt
befolkede tamilske områder.

Regeringens forståelse af
våbenhvile-aftalen var/ er tilsyneladende, at militæret må foretage
overgreb og angreb på tamilere, mens tamilerne skal overholde
våbenhvilen, selvom der i våbenhvile-aftalen står det modsatte.

Våbenhvile-aftalen har derimod bundet tamilernes hænder.

Det internationale samfunds svigt

Tamilerne forventede meget af våbenhvile-aftalen, fordi de troede på,
at den singalesiske regering, i modsætning til tidligere indgåede
aftaler, ville føle sig 'tvunget' til at implementere aftalens punkter,
da aftalen var indgået med international støtte. Også fordi tamilerne
var indstillet på at vise respekt for det internationale samfund (især
EU, USA, Japan og Norge, som de forventede ville støtte op om
våbenhvile-aftalen).

Tamilerne gjorde, allerede efter et års forhandlinger, opmærksom på den
singalesiske regerings manglende vilje til at implementere aftalen.
Imod forventning udeblev det internationale samfunds konstruktive
handlinger, som skulle have motiveret singalesiske magthavere til en
forhandlet løsning, frem for militære løsninger.

Det internationale samfunds tavshed over for grusomme overgreb mod
civile (tamilere), EU's og Canada's beslutninger om at sætte LTTE på
deres terror liste, samt USA's, Pakistan's og Kina's leverancer til Sri
Lankas militær har i afgørende grad fremmet den singalesiske regerings
tanker om og tro på, at en militær løsning er både mulig, acceptabel og
endelig.

Lammelse i hoved

Det virker, som om singaleserne ikke har lært, at de ikke kan vinde en
krig mod tamilerne. Over 30 års krigs-erfaringer burde normalt have
givet dem indsigt og viden om det. Landområder kan være besat, men kan
aldrig kontrolleres af en besættelsesmagt. Verdens eneste supermagt,
USA og deres koalitions-partnere synes i løbet af kort tid at have
forstået, at de ikke kan vinde en besættelseskrig. Trods deres
overlegenhed (militært, økonomisk, politisk og ikke mindst hvad angår
at skabe kaos i andre lande) kunne de ikke kontrollere landene. Derfor
har mange allierede trukket deres styrker hjem, mens alle andre
overvejer kraftigt om og hvornår, de kan trække deres styrker hjem.

Det er sørgeligt at tænke på, at singalesiske magthavere ikke er i
stand til at kapere og forholde sig til virkeligheden på øen, nemlig at
der findes to stater – Tamileelam og Sri Lanka. Og at begge landes
styrker har kontrol over deres egne territorier. Når singaleserne ikke
kan indse denne virkelighed, kan årsagen være lammelse i hovedet.